Travlhed på Storebælt

Sommerens største rejsedage står for døren med starten på skolernes sommerferie i morgen, og A/S Storebælt forventer, at op mod 45.000 biler vil passere forbindelsen på de travleste dage.

Selvom der bliver travlt i betalingsanlægget i sommermånederne, forventer Storebælt, at de mange feriebilister kan passere uden lang ventetid.

– Vores nye service til BroBizz-kunderne, som betyder, at de kan betale med BroBizz i alle baner, vil være med til at give mere plads i betalingsanlægget. Det betyder nemlig, at de altid kan vælge den bane, hvor der er mindst ventetid og komme hurtigt og nemt gennem anlægget og videre på rejsen. Og vores BroBizz-kunder har taget rigtig godt i mod den nye service, kan vi se, siger chef for betalingsanlægget Jens Kjær Nielsen.

For at benytte BroBizz i kort- og manuelbaner skal man køre helt hen til bommen og holde stille, før den går. Går turen over Storebælt på motorcykel, kan BroBizz’en benyttes i kortbanerne, hvor der også kan betales med kort.

Inden ferien er det en god ide at sikre sig, at betalingskortet ikke er udskiftet siden seneste tur over broen. Er kortoplysningerne ikke opdateret, virker BroBizz’en nemlig ikke, og det kan skabe ventetid i betalingsanlægget.

– Vi tilpasser altid bemandingen i betalingsanlægget, så vores kunder skal ikke tænke over, hvornår det er bedst at køre over broen – og er BroBizz’ en ikke opdateret hjemmefra, er vi klar til at hjælpe kunderne igennem så hurtigt som muligt alligevel, siger Jens Kjær Nielsen.

Af hensyn til kortsikkerheden sker opdatering af kortinformationerne ikke automatisk ved udskiftning af betalingskortet. Opdatering skal ske på www.brobizz.dk

Ferietrafik

A/S Storebælt forventer, at der bliver størst pres på betalingsanlægget lørdag den 13. juli og lørdag den 20. juli, hvor op mod 5.000 biler vil køre over forbindelsen i de travleste perioder mellem 11 og 14.

Prognoser for den forventede trafik i sommerens rejseweekender findes på storebaelt.dk, hvor redaktionen også kan downloade grafik over trafikken fordelt på timer.

Den aktuelle trafiksituation oplyses døgnet rundt hos Storebælts vagthavende trafikleder på telefon: 58 30 31 80.

Optagelser af sommertrafikken

Pressen er velkommen til at besøge Storebælts betalingsanlæg i den kommende weekend, når sommertrafikken starter op. Besøg koordineres med chef for betalingsanlægget, Jens Kjær Nielsen på telefon: 58 30 31 10 eller mobil: 20 46 36 04.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld