Hvad søger du?

29 december 2018

Travlhed på Storebæltsbroen i julen

Taskerne er pakket med julegaver, og de kommende dage vil mange rejse på kryds og tværs af Danmark. Det betyder, at der bliver ekstra travlt på Storebæltsforbindelsen. Godt 250.000 bilister ventes at passere broen mellem den 22. – 27. december for at komme hjem til familien i julen. Især 2. juledag bliver en travl rejsedag.

Prognoserne for juletrafikken indikerer, at der vil være to store rejsedage, nemlig den 23. december, hvor det største pres ligger i tidsrummet 10 til 16 i vestgående retning mod Fyn og Jylland, og den 26. december mellem 10 og 16 i østgående retning mod Sjælland.

Ingen trængsel og alarm på broen

Storebælts betalingsanlæg er bemandet efter prognoserne, og medarbejderne står klar til at hjælpe bilisterne igennem. Hvis man vil have den laveste pris på turen hjem til jul, kan man betale med enten BroBizz® eller PayByPlate. Så sparer man i en almindelig personbil godt 45 kr. hver vej.

  • Vores medarbejdere står klar i anlægget til at hjælpe vores kunder afsted på juleferie, men hvis man ønsker at komme hurtigere igennem anlægget og spare penge, så kan man bruge automatisk betaling, fortæller Jens Kjær Nielsen, chef for Storebælts betalingsanlæg.

Søndag, den 23. december, forventes ca. 45.000 køretøjer at passere, mens ca. 49.000 køretøjer ventes at køre over broen 2. juledag. I gennemsnit passerer ca. 36.000 trafikanter Storebæltsforbindelsen dagligt.

  • Vi anbefaler vores kunder at tjekke, om deres kortoplysninger er opdateret siden seneste tur over broen. De kan gøre det hurtigt og nemt via BroBizz’ app eller hjemmeside og derved spare ventetid i betalingsanlægget, siger Jens Kjær Nielsen.

Den 26. november gik arbejdet med at implementere det nye betalingsanlæg på Storebælt i gang. Det nye anlæg forventes at stå færdigt ved udgangen af 2019. Herefter vil kunder, der betaler med BroBizz eller nummerplade kunne benytte de nye ekspresbaner med 50 km/t. Arbejdet sættes på hold i juledagene, så det ikke giver forsinkelser for juletrafikken.

Læs mere om det nye betalingsanlæg

Værd at vide

  • Fra den 22. – 27 december 2018 forventes der at køre knap 250.000 over Storebæltsbroen. Sidste år lå antallet på 220.000.
  • 75 % af bilisterne benytter PayByPlate eller BroBizz, så de kommer hurtigere og billigere igennem Storebælts betalingsanlæg.
  • Kunderne kan tjekke om deres kortoplysninger er opdateret på Min Konto på BroBizz.com eller i BroBizz-app’en.
  • Følg trafikken og modtag de seneste trafikmeldinger fra Storebæltsbroen: dk/bromelding

 

 

 

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk