Storebælt havde i forvejen spået, at søndag den 15. august ville blive en af de store rejsedage med en forventet døgntrafik på 43.000 biler. Søndagens koncert med U2 i Horsens fik trafikken over broen til at stige med ca. 2500 biler og medvirkede hermed til en ny rekord.
– Vi har tidligere set, at store koncerter og arrangementer skaber ekstra trafik på broen, som for eksempel da Madonna spillede i Horsens i 2006. Her kunne vi også registrere ekstra trafik i døgnet omkring koncerten, siger Chef for betalingsanlæg Jens Kjær Nielsen.
Den forrige rekord er fra søndag den 12. august 2007, hvor 45.405 biler passerede Storebæltsbroen på et døgn.