østbroen storebælt vejarbejde arbejde

Lastbiler vælter i vinden på Storebælt: ”Jeg har aldrig været så bange for at dø”

Alt for mange lastbiler vælter på Storebæltsbroen i kraftig blæst, fordi chaufføren ikke ved, at hans lastbil er vindfølsom. Thomas Petersen frygtede det værste, da han en tidlig forårsdag kørte over broen i blæsevejr.

Bølgerne er stejle som klipper. Helt lodret i luften står de et øjeblik, før de med et brag falder forover og knuses til en million skumpartikler mod Storebæltsbroens lysegrå betonpiller. Det blæser. Det blæser, så det hyler. Oppe på broens vejbane hiver vinden kraftigt i en lille lyseblå to akslet lastbil. For hvert vindstød der kommer, jo mere svedig og rystende bliver de store hænder, som omklamrer sig til rettet. Det er Thomas Petersens hænder.

– Jeg har aldrig i mit liv været så bange for at dø. Jeg tænkte på min familie, og om jeg ville komme hjem til dem den aften. Det var det mest skræmmende, jeg nogensinde har prøvet, fortæller Thomas Petersen.

Han vidste godt, at han aldrig skulle være kørt over Storebæltsbroen den dag.

Lukkede 65 gange
Når det blæser så kraftigt, som da Thomas Petersen kørte over, sker det, at vindfølsomme køretøjer som fx lastbiler uden eller med let last vælter på Storebæltsbroen. 65 gange er vindfølsomme køretøjer væltet på broen pga. blæst siden åbningen, og det er til trods for, at Storebælt fraråder kørsel over broen fra 15 m/s.

Særligt lastbilchauffører begiver sig ud på broen i blæsevejr. Det skyldes ofte, at de ikke ved, at deres køretøj er vindfølsomt.

– En lastbil kan veje fx ti ton uden last, men alligevel være vindfølsom. Det skyldes i høj grad deres enorme overflade, som nemt kan blive grebet i vinden. Derfor må en lastbilchauffør ikke automatisk gå ud fra, at han kan køre over broen, hvis det blæser kraftigt, siger Kim Agersø Nielsen, som er teknisk chef for konstruktioner og anlæg på Storebæltsbroen.

Særligt sidevind er problematisk
De fleste uheld i blæst sker i sidevind ved højbroens to enorme pyloner og omkring ankerblokkene.

– Her kan der opstå kraftige vindstød, som kommer fra siden med en sådan kraft, at det overrasker mange. Derfor anbefaler vi, at man er særligt opmærksom, når man passerer pylonerne og ankerblokkene, siger Kim Agersø Nielsen.

Thomas Petersen var netop nået til pylonerne. Han vidste godt, at han skulle passe på. Bag rettet kunne han mærke vinden fra siden. Den havde godt fat i lastbilen. Så godt, at det føltes som om, lastbilen kørte sidelæns. Han kunne ikke fornemme baghjulene. Rørte de overhovedet vejbanen? Han overvejede, om han skulle stoppe, holde inde i nødsporet og vente på en større lastbil, han kunne ligge i læ bag. Han tog en dyb indånding, spændte endnu hårdere med hænderne om rettet og fortsatte.

Da han passerede pylonerne, hamrede vinden med alt sin kraft til lastbilen. Thomas Petersen gjorde alt, hvad han kunne for at rette lastbilen op. Det lykkedes.

– Jeg tror, jeg var så tæt på at vælte på toppen af broen, som man overhovedet kan være, siger Thomas Petersen.

Efter nogle lange minutter kunne han ånde lettet op. Han var kommet sikkert over broen.

Færre uheld i vind på broen
Det er ikke alle lastbilchauffører, der er så heldige og kommer sikkert over Storebælt, som Thomas Petersen gjorde. Derfor har Storebælt lanceret en kampagne, som skal informere lastbilchauffører om, hvornår det ikke er sikkert at køre over broen i kraftig blæst.

– Jeg håber, at vi med kampagnen kan klæde trafikanterne endnu bedre på til at vurdere, om det er forsvarligt at køre over broen eller ej, så vi i sidste ende får færre uheld med vindfølsomme køretøjer. Hvis vi bare kan undgå ét uheld ved at give mere information om emnet, så er vi nået rigtig langt, siger Kim Agersø Nielsen.

Fakta om vind på broen:

  • Ved 10 m/s skal vindfølsomme køretøjer være særligt opmærksomme, når de kører over broen.
  • Når vinden kommer over 15 m/s og der er sidevind, fraråder Storebæltsbroen kørsel over broen for vindfølsomme køretøjer
  • Vinden skal helt op på 25 m/s og altså blæse af stormstyrke, før al biltrafik indstilles på broen

Hold dig opdateret om forholdende på Storebæltsbroen via trafikmeldinger på blandt andet:

  • Twitter (@sbaelt)
  • dk
  • Trafikradioen
  • Storebælts SMS-tjeneste (send BRO INFO til 1231)

Her kan du holde ind, hvis du ikke kan køre over broen

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld