Sensorer på Vestbroens jernbane

Sund & Bælt arbejder på at effektivisere drift og vedligehold på Storebæltsforbindelsen vha. ny teknologi. Som et nyt tiltag er der netop blevet placeret sensorer på Vestbroens jernbane. Sensorerne indhenter data fra banen, og det gør, at Sund & Bælt sparer tid på vedligeholdsarbejdet.

Sund & Bælt har gennem de sidste par år haft sensorer placeret på jernbanen ved Nyborg Station, men som noget nyt har Sund & Bælt i samarbejde med Railmontor opsat et testanlæg med sensorer på Vestbroens jernbane. Testanlægget er mobilt, dvs. at det nemt kan pilles ned og flyttes til andre lokationer på jernbanen, hvor Sund & Bælt ønsker at måle.

– Det mobile testanlæg består af sensorer, der er placeret i midten på betonsvellen i sporet samt et solcellepanel og en gateway ved siden af jernbanen. Solcellepanelet leverer strøm til gatewayen, mens gatewayen indsamler data fra sensorerne, som videresendes til et Dashboard, der viser måleresultaterne, fortæller Flemming Saxtorph, Driftsleder i Sund & Bælt.

Data fra sensorer skaber effektivt vedligehold

Sensorerne kan bl.a. måle på sætningen i sporet, dvs. om der kommer sætninger eller såkaldte vridninger i sporet, der kræver vedligehold.

– Ved at sætte sensorer på skinnerne kan vi få direkte besked, hvis der er behov for yderligere vedligehold på jernbanen. Det sparer os for en del timers manuelt vedligeholdsarbejde, da en medarbejder ikke længere skal ud på jernbanen og manuelt måle på sporets sætning. På den mådee bidrager testanlægget til effektivisering og besparelser, forklarer Flemming Saxtorph.

Testanlægget kan ligeledes benyttes ved udgravninger tæt på sporet, hvor Sund & Bælt sparer mandskab til overvågning af udgravningen, da systemet klarer overvågningen.

Sensorerne på Storebæltsforbindelsen er et eksempel på den forstærkede satsning på ny teknologi, som Sund & Bælt har indledt. Ved hjælp af ny teknologi ønsker Sund & Bælt at skære mindst 30 mio. kr. af Storebæltsforbindelsens årlige vedligeholdsbudget.

Sensorerne er placeret i midten af sporet på Vestbroens jernbane.
Solcellepanelet og gatewayen er placeret ved siden af sporet. Her opsamles og videresendes data.
× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld