Snart kan du betale via din nummerplade i Storebælts betalingsanlæg

Vi arbejder på at gøre nummerpladen til dit kreditkort. Det betyder, at kunder fra april 2018 kan køre direkte igennem Storebælts betalingsanlæg. Med nummerpladegenkendelse får du også adgang til de lavere priser på Storebælt.

Har du registreret din nummerplade hos BroBizz A/S, så kan du fra april 2018 benytte din nummerplade til betaling i Storebælts betalingsanlæg. Med det nye system vil du få scannet og godkendt din nummerplade, hvorefter bommen går op, og du kan passere betalingsanlægget.

For at få adgang til de lavere priser på Storebælt kan du, udover en Bizz, benytte nummerpladegenkendelse som betalingsmiddel. På den måde opnår du ligeledes 15 pct. rabat på broen.

10 pct. forventes at benytte nummerpladegenkendelse

Det nye system skal gøre det lettere for Sund & Bælts kunder at køre over broen og skal således også øge kapaciteten på forbindelsen. I dag betaler ca. 65 pct. med BroBizz, 31 pct. med kort og kun fire pct. med kontanter. Med den nye betalingsform ønsker Sund & Bælt især at ramme kortbetalerne, da det kan forkorte den tid, det tager at betale, betydeligt, hvilket kan lette trafikafviklingen i betalingsanlægget, da bilisterne kan køre hurtigere igennem anlægget. Sund & Bælt forventer, at omkring 10 pct. af de rejsende vil benytte sig af den nye løsning.

Det nye system er blevet testet gennem efteråret, og nummerpladerne kan genkendes korrekt i 98 ud af 100 passager.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld