Hvad søger du?

7 marts 2018

Lavere priser på Storebælt giver Bizz-rekord

Fra 1. januar 2018 blev det 15 pct. billigere at passere Storebælt med automatisk betaling som fx BroBizz. Det har betydet, at en rekordhøj andel af bilister i 2018 har valgt at betale med en Bizz på Storebælt.

Siden priserne blev sat ned på Storebæltsbroen, er der allerede nu sket en markant stigning i antallet af Bizz-kunder i Storebælts betalingsanlæg. I februar 2018 lå Bizz-andelen på 75,2 pct. i hverdagene og 70,2 pct. i weekenderne. Det er en betydelig stigning sammenlignet med februar forrige år, hvor tallene var hhv. 70,6 pct. og 62,3 pct.

Den 20. februar 2018 blev der sat ny rekord i betalingsanlægget med en Bizz-andel på hele 77,5 pct.

Lavere priser, flere bilister

Broen benyttes i dag af mere end 35.000 køretøjer dagligt, og det tal ventes at stige med op til 4.500 køretøjer i døgnet, når de lavere priser er endeligt implementeret i 2023. For at sikre, at turen gennem betalingsanlægget også fremover bliver så nem og hurtig som mulig, er de nye lavere priser betinget af automatisk betaling med fx BroBizz eller nummerpladegenkendelse.

– Det er vigtigt for os, at så mange bilister som muligt benytter sig af automatisk betaling for at sikre en fortsat optimal trafikafvikling i betalingsanlægget. Målet er på sigt, at hele 80 pct. af alle passager skal ske med automatisk betaling. Og med en Bizz-rekord på 77,5 pct., så nærmer vi os allerede målet, fortæller Mikkel Hemmingsen, adm. direktør for Sund & Bælt A/S.

Automatisk betaling med PayByPlate

Fra 21. marts introducerer Sund & Bælt en ny betalingsløsning på Storebælt, som gør det muligt at betale med sin nummerplade. Den nye betalingsmulighed får navnet PayByPlate. Når den er fuldt implementeret, forventer Sund & Bælt at kunne øge kapaciteten i betalingsanlægget med yderligere 300-400 biler i timen per retning.

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk