Hvad søger du?

18 december 2024

Sådan ser juletrafikken ud på Storebæltsbroen

Julen står for døren, og det betyder øget trafik på Storebæltsbroen, når op mod 250.000 trafikanter pakker bilen og krydser landet. I år forventes den 26. december at blive den travleste rejsedag, mens trafikken fordeler sig jævnt i dagene op til juleaften.

Julen er den største højtid og traditionelt den travleste periode på de danske veje. I år er ingen undtagelse, når mere end 250.000 trafikanter forventes at krydse Storebæltsbroen i juledagene. 

Selvom trafikken i perioder forventes at være en del over normalen, viser prognoserne, at der i år ikke er udsigt til store kødannelser og meget tæt trafik. Det skyldes, den måde juleferien ligger på, hvor mange forventes at holde fri den 23. december.  

“Vi forventer ikke lang ventetid eller kø op til juleaften, da trafikken fordeler sig over flere dage. Hjemrejsetrafikken er dog altid den samme og vil være travlest anden juledag. Vi anbefaler at benytte ekspresbanerne med en bizz eller nummerpladebetaling og tjekke vejr- og trafiksituationen før afgang”, siger Jens Kjær, chef for Storebæltsbroens betalingsanlæg hos Sund & Bælt.

Den travleste rejsedag vil være den 26. december, hvor trafikken forventes at være tættest mellem klokken 10-15. På Storebaelt.dk kan kan man orientere sig om vejr- og trafikforhold samt finde prognoserne for, hvordan trafikken fordeler sig på de store rejsedage hen over julen.  

Gør turen over Storebælt nem og bekvem 
Der er flere ting, man kan gøre for at sikre en nem og behagelig tur over Storebælt. Alle kunder med en bizz eller nummerpladebetaling anbefales at tjekke, om den er aktiv, inden man kører afsted. Det kan man gøre på Brobizz.com


Har man endnu ikke en nummerpladebetaling, kan den oprettes helt gratis Brobizz.com og den vil være aktiv på Storebæltsbroen allerede efter 20 minutter. Derudover anbefaler Sund & Bælt, at man sørger for at holde sin nummerplade fri for snavs, så den kan aflæses i betalingsanlægget. 

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk