Hvad søger du?

26 juni 2019

Sommertrafik: Flere end 50.000 biler over Storebælt på de travleste dage

I weekenden begynder skoleferien. Det giver travlhed på Storebælt, hvor der på nogle feriedage kører flere end 50.000 biler over broen. Til sammenligning benyttes broen i gennemsnit af omkring 35.000 biler om dagen. Men med BroBizz eller PayByPlate kan trafikanterne kommer både hurtigere og billigere over bæltet.

I skoleferien er der altid travlt på Storebæltsforbindelsen. Tæt pakkede biler og campingvogne kører over broen, når danskerne skal holde ferie på den anden side af bæltet.

Med 21 års erfaring i håndtering af ferietrafik har A/S Storebælt et godt billede af, hvordan trafikken bliver hen over sommeren. Generelt vil den fordele sig jævnt over de syv ferieuger med op mod 300.000 biler om ugen med særligt pres på weekenderne De travleste lørdage vil der mellem kl. 10 og 15 køre flere end 20.000 biler over broen.

Kom hurtigere og billigere på ferie med BroBizz og PayByPlate

Men der er råd at hente, hvis man ønsker at komme både hurtigere og billigere på sommerferie.

– Specielt på de mest belastede trafikdage i skoleferien er det en god idé at betale med BroBizz eller PayByPlate, hvis man vil hurtigere på sommerferie. Faktisk tager det kun 20 minutter, fra man tilmelder sig PayByPlate, til løsningen kan bruges i betalingsanlægget, siger Jens Kjær Nielsen, chef for betalingsanlægget.

Over 250.000 kunder har allerede tilmeldt sig PayByPlate, og godt 1 mio. BroBizz er blevet sendt med posten. Med BroBizz eller PayByPlate opnår man 20 pct. rabat på turen. Det svarer til en besparelse på minimum 50 kr. per tur over broen i personbil under 6 meter.

Hurtigere gennem betalingsanlægget med PayByPlate fra efteråret

PayByPlate-kunder kan se frem til, at de fra efteråret 2019 kan komme endnu hurtigere gennem anlægget. Betalingsanlægget på Storebælt er nemlig i fuld gang med at blive opgraderet, så både BroBizz- og PayByPlate-kunder kan køre i nye ekspresbaner, hvor hastigheden er 50 km/t.

Følg sommertrafikken på Sund & Bælts Twitter eller på storebaelt.dk. Du kan også tilmelde dig trafikinfo og få direkte besked om trafiksituationen på Storebælt via SMS eller mail.

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk