Med over 250.000 kunder, som dagligt bruger de trafikale livsnerver Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen, og snart også Femernforbindelsen, så er det altafgørende, at anlæggene fungerer døgnet rundt. Året rundt. Det stiller høje krav til både den daglige drift, men også til den langsigtede vedligeholde, som skal sikre, at anlæggene er i topform. Og med nye teknologier til rådighed, kan det også gøres. Smart.
Fra 2D-tegninger til 3D-modeller
Ét af de store teknologispring i Sund & Bælts digitale rejse er overgangen fra manuelle 2D-tegninger til digitale 3D-modeller, som er første skridt på vejen mod at skabe ’digitale tvillinger’ af de store anlæg.
En digital tvilling er en levende og digital model af virkeligheden. Den består af digitale spejlinger af fx en motorvej eller jernbane, som tilsammen udgør anlægget. En digital tvilling kan fx simulere den virkelige verden ved hjælp af data fra sensorer, der sender information om anlæggenes tilstand direkte ind i modellen. Den følger således anlægget og dets udvikling gennem hele levetiden.
Chef for Data og Digitalisering i Sund & Bælt, Jens Peter Brorsen, har arbejdet med de digitale tvillinger og kan se, hvordan værktøjet ikke blot kan anvendes nu og her, men også til at forudsige fremtidigt vedligehold:
– Vi arbejder på at udbygge vores 3D modeller med en række forskellige data fra fx sensorer eller data fra billeder, der løbende vil give os information om anlæggenes tilstand og dermed også om, hvornår det er tid til at efterse dem. På den måde vil den digitale tvilling kunne hjælpe os med at optimere vores fremtidige drift og vedligehold.
Øresund Landanlæg første eksempel på en digital tvilling
Motorvejen og jernbanen over Amager til Københavns Lufthavn og Øresundsbron – også kaldet Øresund Landanlæg – ejes af Sund & Bælt og er, trods den relativt korte strækning, én af de vigtigste trafikforbindelser i Danmark. Den store mængde trafik, kombineret med et komplekst anlæg, som på lidt plads huser både motorvej og jernbane, har været udslagsgivende for, at denne korridor i dag er opbygget digitalt i en 3D model:
– Vi arbejder på, at alle anlæggets dele, fx broer, skinner, asfalt og ledninger – det vi også kalder ’assets’ – bliver repræsenteret digitalt i vores 3D model sammen med alle informationer om de enkelte assets. Det betyder i praksis, at vores medarbejdere vil få nemmere ved at planlægge, måle op samt danne sig et overblik direkte fra kontoret. Vores mål er at gøre det muligt at få både driftshistorik, arbejdsmanualer, kommende vedligehold og specifikationer direkte fra modellen, fortsætter Jens Peter Brorsen.
Med det fulde digitale overblik forbedres muligheden for at overvåge anlægget og planlægge arbejdet, og det reducerer antallet af fejl og dermed den tid, Sund & Bælt skal være tilstede ude på anlæggene. Ambitionen er, at vedligehold kan udføres løbende med den gevinst, at inspektioner og reparationer i højere grad sættes i gang baseret på anlæggenes konkrete tilstand – hvor der i dag udføres tidsbaserede tilsyn.
Vi kan ikke gøre det alene
For Sund & Bælt er det afgørende at fortsætte med at tænke nyt for at indfri ambitionerne med de digitale tvillinger. Derfor indgår koncernen i samarbejde med partnere, der er førende inden for deres område.
– Det er gennem vores samarbejde med eksterne videns- og teknologivirksomheder, at vi kan udvikle unikke løsninger, der øger effektiviteten inden for infrastrukturområdet. Og det er ikke kun til glæde for os selv, men i branchen generelt, afslutter Jens Peter Brorsen.
Det er Sund & Bælts datterselskab Partner A/S, der i samarbejde med eksperter fra koncernen og eksterne partnere sikrer, at viden bliver omsat til digitale værktøjer og services. Ambitionen er, at løsningerne til at øge effektiviteten vil frigive midler til ny infrastruktur og skabe nye vækstmuligheder for danske virksomheder, der kan eksportere løsningerne til infrastrukturejere og operatører i resten af verden.