Gå til hovedindhold

Hvad søger du?

FAQ

Baggrund for projektet

Vil øget kapacitet på Øresundsmotorvejen ikke betyde mere støj og øget luftforurening?

Udvidelsen af Øresundsmotorvejen vil betyde, at støjpåvirkningen langs vejen og andre veje i lokalområdet vil ændre sig. Både når udvidelsen er færdig, og imens den anlægges. Projektstrækningen har i dag 2.970 støjbelastede boliger. Antallet af støjbelastede boliger stiger i 0-alternativet, som er en betegnelse for situationen, hvis vi ikke udvidede motorvejen, til 5.606. Ved projektløsningsforslaget reduceres antallet af støjbelastede boliger til ca. 3.929 boliger. Dette skyldes den nedsættelse af hastigheden på hele motorvejsstrækningen til 90 km/t, der gennemføres af sikkerhedsmæssige hensyn. Udvidelsen af Øresundsmotorvejen vil altså forbedre støjforholdene i området i forhold til, hvis motorvejen ikke udvides.

Når den udvidede Øresundsmotorvej tages i brug, vil vi have øget kapacitet på vejen, og vi vil se en øget trafik på vejen. Alligevel vurderes det, at påvirkningen af luftkvalitet og klima vil være lav og uden praktisk betydning. En nedsættelse af hastigheden på hele motorvejsstrækningen til 90 km/t, den løbende udskiftning af den danske bilpark til elbiler og opladningshybrider samt nye krav til motorer i benzin- og dieselbiler bidrager positivt til det samlede billede.

Hvorfor skal Øresundsmotorvejen udvides?

Udvidelsen sker for at øge kapaciteten på Øresundsmotorvejen, der i dag er den 6. mest belastede motorvej i Danmark for så vidt angår forsinkelser med store udfordringer i myldretiden og trafikale sammenbrud primært i den vestlige del og på tilslutningsanlægget i Kastrup. En udvidelse af Øresundsmotorvejen vil medføre, at trængslen afhjælpes. Dermed sikres en mere forudsigelig rejsetid til glæde for de daglige pendlere og ikke mindst for de rejsende til lufthavnen.

Gennemsnitligt kører der på hverdage mellem 31.750 og 88.000 køretøjer i døgnet på Øresundsmotorvejen. Færrest i den østlige ende og flest mellem tilslutningsanlæg 19 og 20 ved sammenslutningen til Centrumforbindelsen og Amagermotorvejen i vest. Trafikberegninger viser, at trafikken på Øresundsmotorvejen frem mod 2040 vil stige med 20-60%.

Hvilken strækning er der tale om?

I etape 1 bliver Øresundsmotorvejen fra sammenslutningen med Amagermotorvejen i vest, og afkørsel 17, Lufthavn V i øst, udvidet med ekstra spor og samtidig etableres der en parallel rampe mellem afkørsel 19, Ørestad, og afkørsel 20, København C.  

I etape 2 ombygges afkørslerne 15/16, Lufthavn Ø, i Kastrup.   ​ 

Hvem har besluttet at Øresundsmotorvejen skal udvides?

En udvidelse af Øresundsmotorvejen indgår i aftalen om Infrastrukturplan 2035, som et flertal i Folketinget indgik den 28. juni 2021. Infrastrukturplan 2035 omfatter en række kommende infrastrukturprojekter i Danmark i perioden 2022-2035. Der er tale om en meget omfattende infrastrukturplan, hvor der afsættes mere end 160 mia. kr. til nye infrastrukturinvesteringer over hele landet.

Projektets løsning

Hvordan vil udvidelsen foregå?

Motorvejsudvidelsens etape 1 er opdelt i følgende strækninger:  

  • Sammenfletning med Amagermotorvej - Ørestad – udvidelse mod midterrabatten og ydersiderne  
  • Ørestad – Tårnby tunnel – udvidelse kun mod midterrabatten  
  • Tårnby-tunnel – Lufthavn V – udvidelse mod midterrabatten og ydersiderne.  

Selve Tårnby-tunnelen udvides ikke, da den er allerede forberedt til et ekstra spor.   

Etape 2 følger ved et senere udbud.

Hvor lang tid vil anlægsarbejdet vare?

Anlægsarbejdet starter i foråret 2026 og afsluttes i 2029, hvor strækningen asfalteres og der lægges nyt slidlag.

Udskifter I det øverste slidlag med en mere støjdæmpende udgave?

Hele motorvejsstrækningen vil som afslutning på udvidelsen få udlagt en nyt støjdæmpende slidlag.

Hvem skal udføre arbejdet?

Munck Anlæg og Havne har vundet udbuddet for Etape 1. Udbud af Etape 2 forventes i 2026.

Hvordan bliver de trafikale forhold under anlægsarbejdet?

I anlægsperioden bliver det samme antal spor opretholdt, dog med reduceret hastighed pga. trafiksikkerhed og for at sikre et sikkert arbejdsmiljø for vejarbejdere. Næsten alt anlægsarbejde udføres indenfor vejmatrikel.   

Vil der blive foretaget ekspropriationer i forbindelse med udvidelsen?

Den eksisterende motorvej udbygges med ét ekstra spor i hver retning, så der bliver tre spor og et nødspor i hver side. Ved anlæggelsen af Øresundsmotorvejen i perioden 1993-2000 havde man taget højde for, at en udvidelse kunne komme på tale i fremtiden, og derfor kan udvidelsen ske ved at anlægge en ekstra kørebane på eksisterende motorvejsareal enten ind mod midterrabatten eller på ydersiden. Derfor bliver der ikke behov for at foretage ekspropriationer af private matrikler.

Der har tidligere i forløbet været undersøgt forskellige muligheder omkring den nye tilkørselsrampe ved Amager Strandvej, hvor en række ejendomme på Crilles Tønnesens Allé, var på tale i forhold til ekspropriation, for at gøre plads til den nye tilkørselsrampe. Det er dog lykkedes at finde en løsning, hvor ekspropriation af private matrikler også i dette område helt undgås.

Hvorfor har Sund & Bælt ikke prioriteret at overdække motorvejen?

En hel eller delvis overdækning af Øresundsmotorvejen er ikke en del af dette projekts kommissorium. En gennemførelse af projektløsningsforslaget for en udvidelse af Øresundsmotorvejen er dog ikke en hindring for en eventuel fremtidig overdækning. Du kan læse mere om arbejdet med en eventuel overdækning hos Amager Vest Lokaludvalg: https://amagervestlokaludvalg.kk.dk/bydelsplanen/trafik/overdaekning-af-oeresundsmotorvejen