Hvad søger du?

COWIs beregningsgrundlag for digehøjde på 4,7 meter

Der er foretaget computerberegninger med en hydraulisk 2D overfladevandsmodel (MIKE 21 FM), der kan beregne vandstande og vanddybder i Øresund og i de kystnære zoner på land ved Køge Bugt, Amager, København og nord for København. Modellen har ca. 1 mio. beregningspunkter og er diskretiseret finere omkring kystzonen, så der kan beregnes en præcis vandstand her. 

Beregningen forudsætter en stormflodshændelse, der kommer fra syd genereret af en vind fra øst. Vindhastigheden og vandstanden antages at stige lineært fra 0 til maksimum i løbet af 12 timer. Herefter holdes vindhastighed og vandstanden på modelranden konstant i 12 timer, hvorefter vandstand og vindhastighed falder lineært til 0 igen i løbet af yderligere 12 timer. Hele stormflodshændelsen varer således i alt 36 timer, så der er tale om en forholdsvis konservativ (men realistisk) hændelse.

Der er regnet på mange forskellige stormflodshændelser med forskellig returperioder (dvs. hvor med hvor stor sandsynlighed, de forekommer), f.eks. en 1000, 2000 og 10000 årshændelse. En 10000 års hændelse svarer til, at der er en sandsynlig på 0,0001 (0,01%) for at der sker en stormflod et givent år. Desuden er der regnet med fremtidige stigninger i havvandstanden som følge af klimaændringer og stigende temperaturer. Der tages også hensyn til at landet hæver sig, hvilket reducerer de stigende havvandstande en smule.

En detaljeret statistisk beregning af historiske stormflodshændelser viser, at en 10000 årshændelse i 2050 vil give en maksimal vandstand ved Køge på +5,37 m, som er det referencepunkt, der anvendes til beregningerne af vandstanden i Køge Bugt og ved Amager. Idet der er tale om en dynamisk model med inkludering af de lokale vanddybder i Køge Bugt og omkring Amager, vil vandstanden variere langs kysten op til og rundt om Amager. Den maksimale beregnede vandstand (uden bølger) for en 10000 årshændelse i 2050 er ved Dragør Nordstrand beregnet til kote +4,1 m.

Idet en forlandsløsning med en flad hældning (1:10) ved Dragør Nordstrand kan ”opsluge” bølgerne ved en østenvind, vil bølgepåvirkningen være begrænset (ca. 0,6 m), dvs. svarende til en kronekote på +4,7 m.

 

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk