Kradsemærkerne er der endnu

Kradsemærkerne kan stadig ses på indersiden af døren på et af værelserne på 1. sal. Værelset blev brugt til at fiksere piger, som var urolige og ustyrlige. Blev de ikke ligefrem fikseret, så blev de i hvert fald låst inde. Og var desperationen stor nok, så kradsede pigerne på døren. De kradsemærker findes stadigvæk, og dem kan man se i filmen her, som er optaget i maj på Sprogø, hvor professor Birgit Kirkebæk fortæller om pigehjemmet på Sprogø.

Hjemmet blev grundlagt i 1923 og lukkede først i 1961. I alt ca. 500 piger var i tidens løb anbragt der, og i gennemsnit var de anbragt i 7 år. Kvinderne havde som sådan ikke nogen diagnose, men de blev betegnet som piger, der var ‘syge på moralen’. Det betød, at de som regel havde en løssluppen og uacceptabel seksualitet efter tidens normer.

På Sprogø var det kun piger, som var interneret. Mænd blev anbragt på den tilsvarende anstalt på Livø.

Birgit Kirkebæk er nok den, der ved allermest om pigehjemmet og de piger, der blev anbragt på Sprogø. I bogen ‘Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten Sprogø 1923-1961’ fra 2004 skriver hun bl.a. om baggrunden for anbringelserne, nemlig race- og socialhygiejniske forestiller i tiden om udbredelse af dårligt arvemateriale. I bogen kan man bl.a. læse om ‘sinke og brandstifter’ Martines historie og om Caroline, som var ‘meget doven’.

Sprogø – en naturperle midt i Storebælt

I dag er der fred og ingen fare på Sprogø, hvor bysvalerne bor under tagudhænget på det gamle pigehjem. Øen ligger midt i Storebælt og er bindeled mellem øst- og vestbroen, som udgør Storebæltsforbindelsen. Det er Sund & Bælt, som i dag tager vare på øens bygninger og natur, som er helt speciel. Øen er et fuglebeskyttet område og hjemsted for den fredede grønbrogede tudse, og derfor er der ikke offentlig adgang.

Vil du vide mere om pigehjemmet, kan du også læse bogen ‘Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten Sprogø 1923-1961’.