Hvis man af lokalsamfundet var blevet stemplet som enten voldsomt ustabil rent arbejdsmæssigt eller havde en adfærd, der stødte kraftigt an mod den gængse moral, kunne man få diagnose ”moralsk åndssvag”. Nogle af diagnosens karakteristika var vagabondering, tyvagtighed eller seksuel umættelighed. Derpå blev man deporteret til en ø. Mændene til Livø. Kvinderne til Sprogø. Anbringelse på anstalt skete på ubestemt tid.

Det var ingen straf at blive anbragt på Sprogø, der ikke var et fængsel men en anstalt. Det vil sige, kvinderne blev fritaget for straf men ikke havde deres frihed.

Pigehjemmet skulle afskrække

Baggrunden for oprettelsen af de to ø-anstalter var angsten for, at der blev flere og flere degenererede personer. I forhold til dette skulle samfundets svar være, at de sunde skulle opmuntres til at få flere børn og de usunde tvinges til at få færre.

De usunde skulle derfor isoleres. Sterilisation af åndssvage, der blev lovliggjort med sterilisationsloven af 1934, var den mest radikale foranstaltning, samfundet foretog sig for at sikre en sund befolkning. Alene i perioden 1923-1938 blev 86 kvinder steriliseret. Mange kvinder led i de kommende år samme skæbne.

Samtidig var isoleringen og behandlingen af kvinderne på pigehjemmet på Sprogø led i bestræbelserne på at holde udbredelsen af kønssygdomme nede. Og økonomisk set var man fra samfundets side interesseret i, at der ikke blev født børn uden for ægteskab, som fattigvæsenet måtte tage sig af.

På Sprogø skulle kvinderne arbejde med landbrug og huslige sysler, og de skulle leve en tilværelse så tæt på en normal familie, som det nu var muligt. Kvinderne skulle kort sagt normaliseres, selv om de samtidig fik indprentet, at de var unormale.

Da kvinderne, der var anbragt på Sprogø, generelt blev anset for at være uhelbredelige, var det hovedfunktionen for anstalten på Sprogø, at den først og fremmest skulle virke afskrækkende på det omgivende samfund.

Få mere at vide om pigehjemmet på forsorgshistorien.dk

Hør Karolines historie om kvindehjemmet

Politiken har lavet dokumentarserien ‘Karoline, journal 5305’. Vi følger 88-årige Karoline igennem tre podcasts, som det meste af sit liv har boet i Sverige, men som er taget tilbage til Sprogø sammen med Politiken, hvor hun blev anbragt som 18-årig. 

Lyt til Politikens podcast