Af specielle planter på Sprogø findes bl.a. de såkaldte skovsteppeplanter, der også vokser på kanten af de russiske stepper. Hvornår disse planter har etableret sig på Sprogø vides ikke. Det kan have været i bronzealderen, hvor Danmark havde en varm periode, og hvor klimaet i store dele af Danmark var, som det er i Ukraine og det sydlige Kasakstan i dag.
En anden karakterplante for Sprogø er svalerod – en smuk hvidblomstret plante med mørkgrønne blade, der lige som den småbladede elm kan modstå tørken og den megen sol.
Kigger man tværs over Sprogø, er der en lang række forskellige leveområder. Yderst strandeng og strandvolde. Bag disse eng. Derpå vådområder og afgræssede græsarealer med buske. Bag dette igen stikker nogle moræneknolde op.
Floraen i vandhullerne på Ny sprogø rummer nogle halvsjældne planter: Druegåsefod, Tykbladet Mælde, Strand-Skræppe, Strand-Vandranunkel og masser af Tornløs Hornblad. Og på græsengen er der Jordbærkløver.
På engene er det selvfølgelig græsser, der dominerer: Rød Svingel, Eng-Rapgræs og Eng-Svingel – alle kendt som almindeligt dyrkede græsser på græsmarker. Lidt op af morænebakken er der tillige kamgræs og vellugtende gulaks, hvis lugt mange kender fra tørret hø.
På skrænterne op til motorvejen finder man et lille græs, der hedder Udspærret Dværgbunke, der ikke er særlig almindelig, og som sandsynligvis er spredt til Sprogø netop via motorvejen. Også jernbanen har efter al sandsynlighed været medvirkende til indvandring af nogle planter, bl.a. Markbynke.
Det vadehavsområde, som er dannet i forbindelse med anlæggelsen af motorvej og jernbanedæmning, er domineret af planter, der kan tåle salt. De er ofte sukkulenter lige som ørkenplanter, som de deler vilkår med i den forstand at de skal modstå dehydrering (udtørring) – her på grund af det saltholdige miljø, som trækker vand ud af planterne. Vaden er en slags saltørken. Kveller er den dominerende plante. Den er et-årig. Bliver skyllet væk af højvande eller vinterstorme. Og kommer så igen i hobetal som nye kimplanter året efter. Det er en sukkulent, hvilket vil sige at den har tykke, kødfulde blade.
Tidligere troede man, at de tykke, kødfulde blade hæmmede fordampningen, men det lader til, at det er det modsatte, der gør sig gældende. Der er en enorm fordampning fra kvellerne. Til gengæld opsuger de tilsvarende store mængder af vand.
I efterårstiden falmer kvelleren i karakteristiske rustrøde farver, der danner smukke bånd i vaden, hvis farvenuance angiver graden af falmethed.
Strand-Annelgræs, der lige som kvelleren en pionerplante på vaden, er dog ikke sukkulent, men klarer sig på anden vis. Den er sammen med kvelleren med til at holde igen på det materiale, som hele tiden flyttes rundt i stormvejr og ved tidevandets skiften fra ebbe til flod. Tidevandsforskellen er normalt 20 – 25 centimeter.
Revet på Sprogø er domineret af sand og store og små sten. Overraskende nok er der ganske mange plantearter repræsenteret i dette område, som man umiddelbart skulle tro var fattigt. Hvem kan leve på det bare sand? Det kan: Strandgåsefod, Lugtløs Kamille, Strandkål, Sandkryb, Strandsennep, Sodaurt, Stolt Henrik Brandbæger, Tykbladet Mælde, Spydbladet Mælde, Drue-Gåsefod, Strandmælde og Strandbede, som er stamform til bederoerne og sukkerroerne.
Flere af planterne kendes fra velgødede marker. Her i det opskyllede tang har de deres naturlige levested. Når disse planter kan vokse dels i den mest eksemplarisk gødede del af landbrugslandet og dels i det opskyllede tang, så må der være de samme forhold de to steder. Og ganske rigtigt hører zonen med den opskyllede tang til den mest næringsrige del af Danmarks natur. Tang har i øvrigt tidligere været almindeligt brugt som gødning af landmænd langs hele den danske kyst, ofte efter at tangen har været komposteret i store støbte cementbeholdere.