Vagtskibene er en del af et marint overvågningssystem, som under byggeriet af Femern-tunnelen vil overvåge skibstrafikken i Femern Bælt. Systemet består foruden vagtskibene af et fælles dansk-tysk døgnbemandet VTS-center (Vessel Traffic Service) i Travemünde i Tyskland.
”Vi har stort fokus på sikkerheden til søs under byggeriet af Femern-tunnelen. Femern Bælt er et stærkt trafikeret farvand, og vi har gode erfaringer med denne type systemer, som også blev benyttet under byggeriet af Øresundsforbindelsen”, siger Pedro da Silva Jørgensen, kontraktdirektør i Femern A/S.
Under hele anlægsfasen vil to vagtskibe fungere som myndighedernes forlængede arm, hvis et skib kommer for tæt på byggeaktiviteterne i Femern Bælt.
VTS-centeret vil være bemandet af repræsentanter for både de danske og tyske søfartsmyndigheder, der skiftevis vil holde øje med trafikken fra centeret og sejle med vagtskibene.
Femern A/S har indgået kontrakt med det danske selskab Northern Offshore Services A/S i Kastrup, der skal stå for leverancen af vagtskibene og et tilsynsskib til bygherren.
“Vi er taknemmelige for at være blive valgt til dette projekt. Dette er et godt eksempel på, at vores skibe og besætning præsterer godt, og at vi skal fortsætte dette gode arbejde. Vi ser frem til at påbegynde dette nye projekt i samarbejde med Femern A/S”, udtaler David Kristensson, bestyrelsesformand for Northern Offshore Services A/S.
Det tyske selskab EMS Maritime Offshore GmbH i Emden vil stå for det mandskab, der skal agere som bindeled mellem de tyske myndigheder og vagtskibene.
”Vi er glade for som tysk virksomhed at bidrage til konstruktionen af så stort og innovativt et projekt som Femern-forbindelsen. Trafiktilsynet i anlægsfasen er et vigtigt element i at sikre sejladssikkerheden i farvandet og et godt samarbejde mellem Tyskland og Danmark. Vores erfarne søfartseksperter står klar til at varetage denne ansvarsfulde opgave”, siger Knut Gerdes, adm. direktør, EMS Maritime Offshore GmbH.
De tilsvarende danske myndighedsrepræsentanter ansættes af Søværnet.
Femern Bælt-tunnelen bliver 18 kilometer lang og verdens længste sænketunnel. Byggepladsen ved Rødbyhavn er den største i Nordeuropa, og tunnelen bliver det største anlægsprojekt i Danmark nogensinde.