Som en livsnerve i Danmark og som forbindelsen, der samler folk på tværs af landsdele, er Storebæltsbroen et national symbol. Som ejer og forvalter af forbindelsen, ser vi det som en af vores fornemmeste opgaver at drive forbindelsen med ansvar for naturen, klimaet og samfundet.
Vi er derfor stolte af at deltage i Earth Hour lørdag aften og vi ser frem til, at alle trafikanter kan opleve en slukket bro mellem kl. 20.30 og 21.30. Samtidig håber vi, mange andre vil følge eksemplet, så vi sammen kan være med til at sætte fokus på klodens stigende klimaudfordringer.
Det er sikkert at køre over Storebælt
Når vi slukker lyset, svarer det til den nattesænkning, der sker hver aften fra kl. 24. Da der ikke er vejbelysning på Storebæltsbroen, vil bilisterne ikke opleve en ændring på selve vejen.
Lamper, der hænger på højbroens store hovedkabler samt belysningen af de store pyloner slukkes. Broen vil dog være oplyst under vejbaneniveau af hensyn til skibstrafikken og i toppen af de to pyloner som luftfartsafmærkning.
Pas godt på hinanden, når I kører over Storebælt.
Mere om Earth Hour
Det var WWF i Australien, der i 2007 første gang fejrede Earth Hour. Siden har begivenheden spredt sig til hele verden og markeres i år for 16. gang. Sidste år nåede Earth Hour ud til hele 192 lande og territorier.
Tidligere har lyset været slukket i ikoniske bygninger som Operahuset i Sidney, Eiffeltårnet i Paris, Brandenburger Tor i Berlin, Colosseum i Rom, Markuspladsen i Venedig, Sheikh Zayed-moskéen i Abu Dhabi og Akropolis i Athen.

Vi slukker lyset på Storebæltsbroens pyloner
Sammen med Verdensnaturfond, WWF slukker vi lyset på Storebæltsbroen. Det sker i forbindelse med verdens største klimaopråb: Earth Hour. Lørdag den 26. marts kl. 20.30-21.30 slukker millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder og byer over hele verden lyset for at sætte fokus på verdens klimaudfordringer.