Hvad søger du?

4 juli 2024

Sund & Bælt ansætter digital direktør til strategisk forretningsudvikling og datadrevet innovation

Den digitale udvikling går hurtigere end nogensinde før, og hvis Sund & Bælt fortsat skal være forrest i feltet, kræver det et forstærket fokus på IT og digitalisering. På den baggrund etablerer selskabet nu en digital division og ansætter en digital direktør.

Til at varetage opgaven med at sikre digitalisering og innovation på tværs af Sund & Bælts værdikæde, har koncernen valgt at ansætte Lene Rasmussen, som bringer mere end 20 års erfaring i arbejdet med IT og digitalisering med sig. Hun kommer fra en stilling som Director i virksomheden Devoteam, hvor hun i de seneste 14 år har hjulpet virksomheder med deres digitale transformation.

Med sin mangeårige baggrund inden for digital transformation, organisatorisk forandring og strategisk ledelse, vil Lene Rasmussen få ansvaret for at skabe digital sammenhæng og integration på tværs af hele Sund & Bælts værdikæde.

- Sund og Bælt er kendt i hele Danmark og mange øvrige lande for sin vigtige rolle i at forbinde og skabe infrastruktur af høj kvalitet på tværs af Danmark og sikre let adgang til udlandet. Jeg er glad og stolt over, at Sund og Bælt har valgt at ansætte mig i stilling som digital direktør og går ydmygt til de mange spændende opgaver, der ligger forude i forhold til at forstærke IT og digitalisering. Jeg ser frem til samarbejdet med mange dygtige kollegaer og medarbejdere i Sund og Bælt, siger Lene Rasmussen.

Mikkel Hemmingsen, CEO i Sund & Bælt, udtaler om ansættelsen:

- Jeg er rigtig glad for, at Lene Rasmussen har sagt ja til at påtage sig den vigtige opgave med at styrke og udvikle vores arbejde med IT og digitalisering. Hun har den helt rette kombination af udsyn og indsigt til at løfte opgaven, og jeg ser derfor frem til samarbejdet.  

Lene Rasmussen tiltræder som digital direktør i Sund & Bælt den 1. august 2024 og indtræder i koncerndirektionen med reference til CEO Mikkel Hemmingsen.

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk