Hvad søger du?

11 juli 2024

Sund & Bælt deler data på Danmarks Miljøportal

I Sund & Bælt er vidensdeling vigtigt både internt og eksternt. For at understøtte vidensdeling på tværs bliver Sund & Bælt Danmarks første, store bygherre, der deler sin viden om vandmiljøet med offentligheden på Danmarks Miljøportal.

Når Sund & Bælt, der planlægger, anlægger og driver nogle af Danmarks største infrastrukturprojekter, får til opgave at undersøge store infrastrukturprojekter, medfører det indsamling af tusindvis af data om miljøet i projektområderne.  

Nu vil Sund & Bælt som den første store bygherre i landet stille indsamlet data om vandmiljø til rådighed i den nationale database, VanDa, der er en fællesoffentlig tilgængelig database for alle vandmiljødata hos Danmarks Miljøportal. 

- Det er vores daglige ambition at dokumentere og indsamle data på vores projekter for at sikre transparens for alle involverede parter. VanDa kan være med til at øge viden og bevidsthed om vandmiljøet, og det er en spændende mulighed for vidensdeling, som vi meget gerne vil bidrage til, siger Christina Berlin Hovmand, der er Miljø- og Myndighedsdirektør i Sund & Bælt.  

Det bliver i første omgang data fra den igangværende miljøkonsekvensvurdering af en Østlig Ringvej, der undersøges som sænketunnel langs Amagers østkyst, der kommer til at levere data. Sund & Bælt håber, at initiativet vil inspirere andre i branchen. 

- Vi har fået vores rådgivere til at bruge VanDa, så vi sammen kan være med til at fremme den værdi for samfundet, der findes i at vidensdele. Det er ressourcekrævende at foretage grundige og omfattende dataindsamlinger, så det er en økonomisk gevinst for samfundet, at vi kan genbruge eksisterende data i VanDa til fremtidig brug, siger Christina Berlin Hovmand og forklarer, at vidensdelingen også bidrager til øget datakvalitet:  

- Jo mere data, der stilles til rådighed, des bedre grundlag og dermed større kvalitet opnås i forhold til de beslutninger, der skal træffes på baggrund af data.  

Konkret omfatter Sund & Bælts indsamlede data om vandmiljøet blandt andet målinger af vandkvalitet, ålegræs, bunddyr og alger.  

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk