28 oktober 2024
Sund & Bælt har i samarbejde med eksterne rådgivere undersøgt, hvordan en udvidelse med overhalingsspor på jernbanen ved Kalvebod kan finde sted, og hvad effekten på miljøet vil være både under anlægsfasen og i driftsfasen.
Anlægget af overhalingssporet er en forudsætning for at opnå de fulde gevinster af en sydlig jernbanekorridor fra Roskilde via København Syd (tidligere kendt som Ny Ellebjerg) til Københavns Lufthavn.
Omfattende rapport
Miljøkonsekvensrapporten har undersøgt påvirkningerne af en lang række faktorer og samspillet imellem dem. Det drejer sig bl.a. om mennesker, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klima og landskab. Resultaterne af undersøgelserne foreligger nu i form af miljøkonsekvensrapporten, der sammen med de underliggende bilag beskriver muligheden for etablering af to overhalingsspor ved Kalvebod og effekterne heraf.
Anlæggelsen af sporene vil holde sig inden for det eksisterende baneterræn, og i rapporten beskrives flere tiltag til, hvordan påvirkningerne af det omgivende miljø kan mindskes. Det gælder eksempelvis tilrettelæggelsen af arbejdet, så det under hele anlægsfasen er muligt at krydse sporene fra nord til syd, ligesom den forventede påvirkning fra vibrationer og støj er beregnet med henblik på at kunne mindske dem.
8 ugers høringsperiode
Det er Trafikstyrelsen, der er myndighed for den offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten, der løber indtil den 20. december 2024. Der kan indsendes høringssvar til Trafikstyrelsen senest den 20. december 2024 til vvm@trafikstyrelsen.dk med kopi til ntei@trafikstyrelsen.dk og med henvisning til journalnummer 2024-180924.
Efter høringsfristens udløb vil Trafikstyrelsen vurdere de indkomne høringssvar og træffe afgørelse om gennemførelse af projektet.
Borgermøde og tilmelding
Sund & Bælt afholder borgermøde med orientering om indholdet i Miljøkonsekvensrapporten.
Borgermødet finder sted
27. november 2024
Kl. 17:00-19:00
På hotel Scandic Sluseholmen
Molestien 11, 2450 København SV.
Tilmelding via nedenstående link til Sund & Bælts hjemmeside, hvor det også er muligt at læse mere om projektet.