Borgermøde Lufthavnsdige
Som følge af klimaforandringer stiger vandstanden i havene og det forventes, at oversvømmelser ved stormfloder i fremtiden bliver værre og hyppigere ved Danmarks kyster, end det er tilfældet i dag.
På grund af sin kystnære placering er København sårbar over for stormflodshændelser, der kan medføre store ødelæggelser af blandt andet boliger, værdifuld kulturarv og kritisk infrastruktur. Med andre ord er oversvømmelsesrisikoen aktuel, og det eksisterende sikringsniveau utilstrækkeligt.
Den 25. oktober 2025 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om en Accelerationspakke for kystbeskyttelse. Med aftalen er det blandt andet besluttet, at Sund & Bælt igangsætter en miljøkonsekvensvurdering af Lufthavnsdiget.
Lufthavnsdiget strækker sig rundt om Københavns Lufthavn mod øst og videre syd fra lufthavnen mod Ullerup- og Vestamagerdiget i sydvest. Sikringen skal beskytte kritisk infrastruktur som Københavns Lufthavn, Øresundsmotorvejen, Øresundsbanen med mere.
“Klimaforandringer giver udfordringer i fremtiden, som vi er nødt til at forholde os til i dag. Det er afgørende, at vi handler i tide for at beskytte vores kritiske infrastruktur mod stormfloder og stigende vandstande,” siger Christian Henriksen, der er Myndighedschef hos Sund & Bælt.
Forud for arbejdet med miljøkonsekvensvurderingen inviterer Sund & Bælt til borgermøde på Amager, hvor de fremmødte vil få en orientering om projektet og det kommende arbejde. På borgermødet vil der desuden være mulighed for at stille spørgsmål og indgå i dialog med fageksperter.
Borgermøde på Amager
Borgermødet afholdes onsdag den 3. december 2025 fra kl. 17.00 til 19.00 hos Simgolf Amager, Amager Landevej 233, 2770 Kastrup. Dørene åbner kl.16.30.
Sund & Bælt gør opmærksom på, at præsentationen på borgermøderne optages med henblik på senere offentliggørelse på www.sundogbaelt.dk/lufthavnsdiget.
Tilmeld dig
Alle interesserede er velkomne, men af pladshensyn beder Sund & Bælt om tilmelding senest den 28. november 2025 på Sund & Bælts hjemmeside her.
Har du ikke mulighed for at deltage i borgermødet?
Fra den 20. november 2025 til den 19. december 2025 gennemfører Sund & Bælt en idéfase, hvor borgere, myndigheder, organisationer, virksomheder og andre interessenter har mulighed for at stille spørgsmål og komme med idéer til projektet ved at sende en mail til lufthavnsdiget@sbf.dk.
Læs mere om miljøkonsekvensvurderingen af Lufthavnsdiget på Sund & Bælts hjemmeside her.
Om Sund & Bælt
Sund & Bælt har i årtier arbejdet med at undersøge, etablere og drive store marine infrastrukturanlæg såsom Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen. Sikring mod oversvømmelser er en integreret del af Sund & Bælts arbejde med at etablere og drive anlæggene.
Oversigtkort over stormflodssikring
Billedtekst: Den grønne korridor markerer det område, hvor Sund & Bælt foretager en mijøkonsekvensvurdering og undersøger muligheden for at etablere en oversvømmelsessikring.
Stormflodssikring omkring København borgermøde
Kastrup Halvø. Foto: Sund & Bælt.