Hvad søger du?

29 november 2021

Første spadestik i Tyskland på Femern Bælt-forbindelsen

Femern Bælt-regionen vokser nu sammen. I dag på byggepladsen i Puttgarden tog den danske transportminister Benny Engelbrecht sammen med Enak Ferlemann fra den tyske forbundsregering, Slesvig-Holstens transportminister Bernd Buchholz og adm. direktør i Sund & Bælt Mikkel Hemmingsen første spadestik til arbejdet på den tyske side.

I de sidste måneder har den danske transportminister Benny Engelbrecht holdt sig løbende orienteret omkring byggefremskridtet på tunnel-byggepladsen på Lolland. Nu glæder han sig over, at der ligeledes kommer fart på infrastrukturprojektet i Tyskland. 

Femern Bælt-forbindelsen er et utrolig vigtigt anlægsprojekt for både Danmark og Tyskland, ja for hele Europa. Det er en milepæl i den efterhånden mangeårige historie om Femern Bælt-forbindelsen, og jeg er glad for, at vi i dag har sat spaden i jorden i Puttgarden, så vi nu arbejder på begge sider mod det fælles mål.

Enak Ferlemann, parlamentarisk statssekretær i Forbundsministeriet for Transport og Digital Infrastruktur, lagde vægt på det afgørende i at fjerne flaskehalse i det europæiske vejnet.

Femern-tunnelen bliver et af årtiets største og mest betydningsfulde transportinfrastrukturprojekter i Europa. Forbindelsen mellem regionerne København – Malmø og Hamborg, som begge er vigtige i forhold til økonomi og videnskab, gøres betydeligt hurtigere. Således nedbringes rejsetiden i tog fra Hamborg til København til kun 2,5 timer, som er et vigtigt signal for jernbanen som transportmiddel i det 21. århundrede.”

Fra 2029 tager rejsen igennem den 18 kilometer lange Femern-tunnel kun syv minutter i tog og ti minutter i bil. 

Slesvig-Holstens transportminister Bernd Buchholz fremhævede mulighederne som den nye og hurtigere forbindelse bringer med sig for borgerne i Ostholstein.

”Modelberegninger har vist, at der alene i Ostholstein Kommune forventes en vækst i beskæftigelsen fra 600 til 1.100 arbejdspladser på grund af den forbedrede infrastruktur. Jeg er sikker på, at fordelene også snart overbeviser de tidligere kritikere på Fehmarn. Projektet vil allerede i anlægsfasen vise sig at være en turistattraktion og vil få øen til stråle yderligere.

Pat Cox, som er Europa Kommissionens koordinator for Skandinavien-Middelhavskorridoren, og som har støttet Femern projektet i mange år sendte følgende hilsen.

For den Europæiske Union er dette projekt et flagskibsprojekt, som skaber den manglende forbindelse på tværs af grænser mellem Skandinavien og Tyskland og hele vejen til Middelhavsområdet. Den positive dynamik som projektet fører med sig, bringer fremover flere europæiske borgere og virksomheder sammen.“

Femern A/S har fået til opgave at planlægge, bygge og drive Femern-tunnelen. Den tyske statsejede projektstyringsinstitution DEGES er projektejer for tunnelens tyske vejdel.

Video & fotos

Til fri afbenyttelse ved redaktionel omtale af Femern-projektet.


  • Video fra det første spadestik og anlægsarbejdet ved Puttgarden: https://vimeo.com/user/137459295/folder/6588553
  • Fotos og illustrationer: https://www.skyfish.com/p/femern

Yderligere information

Kommunikationskonsulent Jesper Bøgh, Femern A/S, tlf.: 23 32 50 69

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk