Hvad søger du?

15 marts 2023

Ny vindafskærmning klar på Storebæltsbroen

Lodrette lameller omkring ankerblokke og pyloner vil fremover give trafikanterne en mere sikker og komfortabel oplevelse, når de kører over Storebæltsbroen i perioder med kraftig sidevind.

Arbejdet med at opsætte den nye vindafskærmning er nemlig afsluttet, og Sund & Bælt forventer, at den vil reducere antallet af uheld ved vind på tværs af broen til gavn for trafiksikkerheden.

- Vindafskærmningen minimerer risikoen for, at vindfølsomme køretøjer vælter eller forårsager uheld ved kraftig sidevind. Samtidig giver den en bedre kørekomfort for alle køretøjer, da man ikke vil opleve de samme kraftige vindstød, når man passerer pyloner og ankerblokke, siger Kim Agersø Nielsen, teknisk chef i Sund & Bælt.

Vindafskærmningen er en del af en omfattende opgradering af trafiksikkerheden på strækningen over Storebælt og skal forebygge uheld, mens de mobile autoværn, som blev taget i brug for nyligt, skal gøre det nemmere at opretholde trafik på broen, hvis et uheld skaber kø.

Afskærmningernes udformning og størrelse er fastlagt ud fra analyser i forbindelse med, at Sund & Bælt de seneste par år har kigget på vindrelaterede trafikrestriktioner. Samtidig er afskærmningens udformning tænkt sammen med broens design, så den æstetisk passer til Storebæltsbroens arkitektoniske udtryk.

- Vi er meget tilfredse med resultatet af det store arbejde, der lagt i at finde den endelige udformning af vindskærmene. Samtidig ser udformningen med det bløde forløb flot ud på broen, lyder det fra Kim Agersø Nielsen.

Der vil fortsat være restriktioner for vindfølsomme køretøjer ved kraftig vind, men risikoen for uheld forårsaget af vinden, vil være reduceret.

Læs mere om vindrestriktioner og se, hvordan den nye afskærmning reducerer vindens påvirkning på Storebælts hjemmeside.

Fakta om projektet

  • DAV Nordic A/S har været entreprenør på opsætningen af vindafskærmningen.
  • De nye afskærmninger er designet af Dissing + Weitling, som oprindeligt stod bag Storebæltsbroens design, og består af lodrette lameller med luft imellem. De strækker sig ca. over 20 meter på hver side af pylonerne i en højde op til 3,5 meter over kørebanen. Ved udformningen af vindafskærmningen er der taget stor hensyn til broens æstetik.
  • FORCE Technology har i alt afprøvet tre typer lameller i henholdsvis plast og aluminium. Resultatet af vindtunnelforsøgene viser, at alle tre typer er stabile ved vindpåvirkninger. Den valgte løsning er fundet ud fra det mindste behov for vedligehold og den længste holdbarhed.
  • COWI A/S har været rådgiver på opgaven og har bl.a. bistået ved tolkning af de gennemførte vindtunnelforsøg ved projekteringen af vindafskærmningen samt ved det gennemførte entreprenørudbud.
Sprog: Dansk

Sprog: Dansk