25 juni 2024
Støtten er givet under EU’s infrastrukturprogram, Connecting Europe Facility (CEF) ifm. en ansøgningsrunde for infrastrukturprojekter, der har til formål at understøtte den civile og militære transportinfrastruktur. Etablering af overhalingsspor ved Kalvebod vil sikre mere kapacitet på den sydlige jernbanekorridor via København Syd Station (tidligere Ny Ellebjerg) og Københavns Lufthavn og blandt andet bidrage til muligheden for transport af tunge militære køretøjer over Øresund.
- Investeringerne i Øresundsbanen sikrer, at der ikke vil være kapacitetsudfordringer eller flaskehalse på den danske del af Øresundsbanen, heller ikke efter Femern Bælt-forbindelsen åbner. Det er positivt, at EU støtter med så stort et beløb, for kapaciteten omkring Øresund får stadig større betydning. Både for passagerer og varer, men også for muligheden for at transportere militære køretøjer på tværs af landegrænsen, siger transportminister Thomas Danielsen.
Jernbanen over Amager til Københavns Lufthavn og Øresundsbroen er, trods den relativt korte strækning, en af de vigtigste korridorer i Danmark. I de kommende år udvider Sund & Bælt ligeledes infrastrukturen omkring Københavns Lufthavn Station, så der bliver plads til flere passager- og godstog frem mod åbningen af Femern Bælt-forbindelsen i 2029, hvor der forventes en øget trafik på banen.