Nyhed: Borgermøde om kommende overhalingsspor ved Kalvebod

Billedtekst: Den røde linje markerer den strækning, hvor overhalingssporene etableres ved Kalvebod i København. Sund & Bælt.
I foråret 2026 begynder arbejdet med at etablere overhalingsspor ved Kalvebod fra Bådehavnsgade/Fragtvej til Ellebjergvej. Opgaven er en del af Infrastrukturplan 2035 og er afgørende for at opnå de fulde gevinster af en sydlig jernbanekorridor fra Roskilde via København Syd til Københavns Lufthavn.
Overhalingssporene skal desuden etableres for at forbedre togtrafikken og sikre kapacitet til passager- og godstrafik i forbindelse med den øgede jernbanetrafik, som forventes med den kommende Femern Bælt-forbindelse.
Forud for det kommende arbejde inviterer Sund & Bælt til borgermøde. Her kan fremmødte høre om projektets foreløbige tidsplan, de trafikale konsekvenser og placering af byggepladser.
På borgermødet vil der desuden være mulighed for at stille spørgsmål i plenum og indgå i dialog med fageksperter ved informationsboder.
Borgermøde i Sydhavnen
Borgermødet finder sted tirsdag den 24. februar 2026 fra kl. 17.00 til 19.00 ved Scandic Sluseholmen, Molestien 11, 2450 København SV. Dørene åbner kl. 16.30.
Sund & Bælt gør opmærksom på, at præsentationen på borgermøderne optages med henblik på senere offentliggørelse på projektets hjemmeside.
Tilmeld dig
Alle interesserede er velkomne, men af pladshensyn beder Sund & Bælt om tilmelding senest den 20. februar 2026 her.
Om Sund & Bælt
Sund & Bælt skaber varige forbindelser og stærkere mobilitet. Med faglig ekspertise og erfaring fra komplekse infrastrukturprojekter udvikler og driver vi fremtidssikrede løsninger, der gør afstande kortere, styrker sammenhængskraften i Danmark og bringer os tættere på Europa.
Fakta om projektet
-
Opgradering af strækningen til gavn for jernbanetrafikken er en del af Aftale om Infrastrukturplan 2035, som et bredt flertal af Folketingets partier indgik i 2021.
-
Der er i alt afsat 712,6 mio. kr. til etablering af overhalingsspor ved Kalvebod.
-
Projektet er blevet miljøkonsekvensvurderet og efterfølgende godkendt af Trafikstyrelsen.
-
Projektet indgår i det transeuropæiske transportnetværk, TEN-T, og har opnået støtte fra EU.
