Københavns Lufthavn Station på Øresundsbanen bliver i disse måneder udvidet med nye perroner og spor til både godstog og de mange dagligt togrejsende til og fra lufthavnen. Som et led i arbejdet får stationen også en ny gangbro fra lufthavnens Terminal 3.
I forbindelse med arbejdet med gangbroen er det nødvendigt at lukke Københavns Lufthavn Metrostation. Lukningen af stationen finder sted i tidsrummet fra kl. 8.30 onsdag den 29. oktober til torsdag den 30. oktober kl. 16.30. Passagerer med Metroen til og fra lufthavnen skal derfor skifte til metrobusser på Femøren station, hvorfra metrobusserne kører til og fra Københavns Lufthavn Station.
Passagerer opfordres til at holde øje med informationen på stationerne og Metroens hjemmeside.
I hele perioden vil der være normal togdrift på Øresundsbanen fra Københavns Lufthavn Station spor 1 og 2.
Om udvidelsen af Københavns Lufthavn Station
Øresundsbanen er i dag tæt trafikeret, og kapaciteten på strækningen er udfordret. Der forventes desuden øget togtrafik på Øresundsbanen, når Femern Bælt-tunnelen åbner. Sund & Bælt udvider derfor Københavns Lufthavn Station, så der bliver plads til endnu flere tog. Udvidelsen omfatter etablering af to nye perroner, forbedring af de eksisterende perroner og etablering af en forbindelse til de nye perroner fra lufthavnens Terminal 3.
Læs mere om projektet her.