Sund & Bælt fremlægger linjeføringer til kommende lufthavnsdige
Klimaforandringer, stigende havvand og kraftigere storme øger risikoen for mere ekstreme stormflodshændelser i Danmark. I hovedstadsområdet kan fremtidige stormfloder påvirke både boliger, natur, veje, jernbane og lufthavn.
Derfor undersøger Sund & Bælt, hvordan et kommende lufthavnsdige som en del af den samlede stormflodssikring kan beskytte Københavns Lufthavn, Øresundsmotorvejen og Øresundsbanen. Alt sammen kritisk infrastruktur, der har væsentlig betydning for mobilitet, beredskab og samfundets daglige funktion.
Anbefalede linjeføringer er ikke endelige
Første del af arbejdet har bestået i at undersøge området fra det nuværende Ullerupdige frem mod St. Magleby samt lufthavnens område omkring Kastrup Halvø og Nordstranden.
Ud fra en samlet vurdering af natur, miljø, kulturmiljø, arealanvendelse, beredskab, adgangsforhold, klima, ressourcer og økonomi, kan Sund & Bælt nu identificere de linjeføringer, som vurderes at være de mest relevante at undersøge nærmere. De linjeføringer, der ikke vurderes at være bygbare, er dermed fravalgt.
“De linjeføringer, vi anbefaler at arbejde videre med, er kvalificeret ud fra det nuværende faglige grundlag. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er truffet en endelig beslutning om digets præcise placering. De kommende undersøgelser skal give os et bedre billede af, hvad linjeføringerne vil betyde for blandt andet natur, miljø og økonomi, så vi giver politikerne det bedst mulige grundlag at træffe en beslutning ud fra,” siger Christian Henriksen, der er myndighedschef hos Sund & Bælt.
Disse linjeføringer undersøges nærmere
I området fra det nuværende Ullerupdige og til St. Magleby anbefaler Sund & Bælt at undersøge to linjeføringer. Den første løber langs Københavns Lufthavn og nord om Ullerup, mens den anden linjeføring følger landskabet syd om Ullerup. I området omkring St. Magleby, hvor terrænet allerede når op omkring 3 m over havet, vil løsningen være lav, fordi terrænet her i forvejen er højt sammenlignet med andre steder.
På den del af Lufthavnsdiget, der løber ved Kastrup Halvø, vil der primært blive undersøgt en linjeføring, der løber langs kysten. På den strækning, hvor sikringen bevæger sig ind i landet, kigger Sund & Bælt primært på en stormflodsmur, der ligger nord for Kystvejen ind mod lufthavnens område. Som alternativ undersøger Sund & Bælt også en tilsvarende mur på den sydlige side af Kystvejen, men stadig på lufthavnens område.
Lodsejere er orienteret direkte
De lodsejere, der berøres af de linjeføringer, som der nu arbejdes videre med i miljøkonsekvensvurderingen, er blevet orienteret direkte af Sund & Bælt. Orienteringen er sket forud for offentliggørelsen.
“Vi ved, at et projekt som Lufthavnsdiget rejser mange spørgsmål, og derfor er det vigtigt for os at være i tæt dialog med lokalområdet. Vi har blandt andet holdt to rundvisninger, hvor borgere i området har vist os rundt og delt deres lokale viden med os. Den viden tager vi med i det videre arbejde,” siger Christian Henriksen.
Sund & Bælt fortsætter dialogen med lodsejere og øvrige interessenter i takt med, at projektet konkretiseres. Hvis man som borger ikke har fået besked af Sund & Bælt, så ejer man som udgangspunkt ikke en bolig indenfor det område, hvor der i fremtiden kan komme til at ligge en stormflodssikring.
Den videre proces
Når miljøkonsekvensvurderingen er udarbejdet, vil projektet indgå i den offentlige og politiske proces, før der kan træffes beslutning om den endelige anlæggelse af Lufthavnsdiget. Foreløbigt er projektet kun i undersøgelsesfasen, og der er derfor også længe til at en egentlig konstruktion af stormflodssikringen eventuelt kan begynde.
Miljøkonsekvensvurderingen forventes sendt i høring i efteråret 2027 og derefter til politisk behandling i slutningen af 2027.
Læs mere om Lufthavnsdiget på Sund & Bælts hjemmeside her.
Fakta om linjeføringerne
- Lufthavnsdiget består af tre delstrækninger, der skal undersøges nærmere.
- Den sydlige del følger det eksisterende Ullerupdige, som skal forhøjes og udbygges.
- Flere mulige forløb har været undersøgt i området mellem Ullerup, St. Magleby og Englandsvej. På denne strækning anbefaler Sund & Bælt at arbejde videre med en linjeføring, der går fra Ullerupdiget og langs lufthavnens område til Englandsvej, forudsat at den kan overholde Københavns Lufthavns sikkerhedskrav. Indtil den afklaring foreligger, indgår en alternativ linjeføring syd om Ullerup og op mod Englandsvej også i det videre arbejde.
- Ved Kastrup Halvø er der vurderet to mulige linjeføringer. Forskellen handler særligt om den sydlige del ved Kystvejen, hvor sikringsanlægget enten kan placeres på sydsiden af
Kystvejen eller på nordsiden.
Fakta om Lufthavnsdiget
- Lufthavnsdiget skal bidrage til stormflodssikringen af København og beskytte kritisk infrastruktur på Amager.
- Linjeføringen skal undersøges i en miljøkonsekvensvurdering, før der kan træffes endelig beslutning.
- Miljøkonsekvensvurderingen skal blandt andet belyse påvirkninger af natur, miljø, kulturmiljø, arealanvendelse, beredskab, adgangsforhold, klima, ressourcer og økonomi.
Om Sund & Bælt
Sund & Bælt har i årtier arbejdet med at undersøge, etablere og drive store marine infrastrukturanlæg såsom Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen. Sikring mod oversvømmelser er en integreret del af Sund & Bælts arbejde med at etablere og drive anlæggene.
Linjeføring
Se kort i stort format her.