Sund & Bælt har undersøgt løsningsmulighederne omkring et fremkommelighedsprojekt, der fokuserer på at mindske trængslen og øge sikkerheden på Øresundsmotorvejen. Både nu og i fremtiden.
På store dele af Øresundsmotorvejen er der i dag trængselsproblemer i myldretiden og omfattende kødannelse ved f.eks. trafikuheld. Det gælder primært på den vestlige del af vejen og på tilslutningsanlæggene i Kastrup og Tårnby.
Med den forventede trafikvækst vil Øresundsmotorvejen i endnu højere grad udgøre en trafikal flaskehals i fremtiden med kritisk trængsel.
Folketinget har den 23. maj 2024 vedtaget lov om udbygning af Øresundsmotorvejen. Læs anlægsloven her.
Miljøkonsekvensrapporten vurderer de miljøpåvirkninger, der er forbundet med en udvidelse af Øresundsmotorvejen.
Miljøkonsekvensvurderingen viser sammenfattende, at projektet kan gennemføres uden væsentlige negative miljøpåvirkninger.
Læs miljøkonsekvensrapporten her.
Som en del af miljøkonsekvensvurderingen er der undersøgt en række løsningsforslag, der bl.a. er modtaget fra borgere og myndigheder under projektets idéfase i 2022. I alt 44 forslag og idéer er blevet behandlet, og flere af disse er indarbejdet i det færdige projektforslag.
Størstedelen af løsningsforslagene har omhandlet udformningen af tilslutningsanlægget ved Amager Strandvej nord for Lufthavnen.
I det endelige projektløsningsforslag tilgodeses de bløde trafikanter med en cykelbro over motorvejen, hvorved ekspropriation af boliger undgås, samtidig med at der tages højde for en eventuel senere Østlig Ringvej.
Det er Trafikstyrelsen, der er myndighed for den offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten, som varede i 8 uger fra den 13. oktober 2023 til den 8. december 2023.
I høringsfasen har Trafikstyrelsen modtaget 22 høringssvar til miljøkonsekvensrapporten. Trafikstyrelsen har udarbejdet et høringsnotat, der er offentliggjort her.
Læs miljøkonsekvensrapport for udvidelse af Øresundsmotorvejen, resumé af miljøkonsekvensrapporten, baggrundsrapporter samt andet materiale i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen her.
En udvidelse af Øresundsmotorvejen undersøges i henhold til Aftale om Infrastrukturplan 2035, som et flertal i Folketinget indgik den 28. juni 2021.
Øresundsmotorvejen går på tværs af Amager fra Amagermotorvejen og Centrumforbindelsen i vest til Københavns Lufthavn og Øresundsforbindelsen i øst og er, trods den relativt korte strækning, en af de vigtigste trafikforbindelser i Danmark.
Internationalt er motorvejen en del af de danske landanlæg til Øresundsforbindelsen mellem København og Malmø, som forbinder den skandinaviske halvø og det europæiske kontinent. Lokalt er Øresundsmotorvejen en vigtig trafikåre for borgere og erhvervsdrivende i dagligdagen samtidig med, at den er en vigtig trafikforbindelse til og fra Københavns Lufthavn i Kastrup.
Kontakt os på oemv@sbf.dk
Miljøkonsekvensvurderingen kaldtes tidligere VVM-undersøgelse. VVM stod for: Vurdering af Virkninger på Miljøet.
Miljøkonsekvensvurderingen skal tilvejebringe tilstrækkelig viden til, at politikere og borgere kan vurdere projektets virkninger på miljøet og sammenligne forskellige løsningsforslag.
Miljøkonsekvensvurderingen skal desuden sikre, at vejprojektet bliver bedst muligt tilpasset omgivelserne, og at miljøet ikke påvirkes unødvendigt.