Hvad søger du?

13 oktober 2023

Udvidelse af Øresundsmotorvejen: Sund & Bælt fremlægger resultatet af miljøkonsekvensvurdering

Sund & Bælt har afsluttet arbejdet med den miljøkonsekvensvurdering, som indgår i grundlaget for den politiske behandling af forslaget om en udvidelse af Øresundsmotorvejen. Nu sendes miljøkonsekvensrapporten for projektet i offentlig høring.

På store dele af Øresundsmotorvejen er der i dag trængselsproblemer i myldretiden og omfattende kødannelse ved f.eks. trafikuheld. Det gælder især på den vestlige del af vejen og ved tilslutningsanlæggene i Kastrup og Tårnby. Med den forventede trafikvækst vil Øresundsmotorvejen i endnu højere grad udgøre en trafikal flaskehals i fremtiden med kritisk trængsel. Derfor besluttede et flertal i Folketinget som en del af Aftale om Infrastrukturplan 2035, at en udvidelse af Øresundsmotorvejen skulle undersøges, og resultaterne af undersøgelsen foreligger nu i form af en miljøkonsekvensrapport. 

Flere løsningsmuligheder er undersøgt 
Miljøkonsekvensrapporten omhandler de miljømæssige virkninger af en udvidelse af Øresundsmotorvejen.

Som en del af miljøkonsekvensvurderingen er der undersøgt en række løsningsforslag, der bl.a. er modtaget fra borgere og myndigheder under projektets idéfase i 2022. I alt 44 forslag og idéer er blevet behandlet, og flere af disse er indarbejdet i det færdige projektforslag. De forskellige forslag og Sund & Bælts svar er samlet i Høringsnotat for Idé- og forslagsfasen.

Størstedelen af løsningsforslagene har omhandlet udformningen af tilslutningsanlægget ved Amager Strandvej nord for Lufthavnen.

I det endelige projektløsningsforslag tilgodeses de bløde trafikanter med en cykelbro over motorvejen, hvorved ekspropriation af boliger undgås, samtidig med at der tages højde for en eventuel senere Østlig Ringvej. 

8 ugers høringsperiode
Det er Trafikstyrelsen, der er myndighed for den offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten, der løber indtil den 8. december 2023. Der kan indsendes høringssvar til Trafikstyrelsen senest den 8. december 2023 til vvm@trafikstyrelsen.dk med kopi til tmsj@trafikstyrelsen.dk og med henvisning til journalnummer 2022-077460. 

Borgermøde og tilmelding 
Sund & Bælt afholder borgermøde den 6. november 2023 kl. 18.00 på Hotel Scandic CPH Strandpark, Amager Strandvej 401, 2770 Kastrup, hvor interesserede kan få yderligere oplysninger om udvidelsen af Øresundsmotorvejen og miljøkonsekvensvurderingens resultater. 

Tilmelding sker via Sund & Bælts hjemmeside. Oplys venligst antal deltagere.  

Få mere at vide 
Læs resumérapporten og den samlede Miljøkonsekvensvurderinghjemmesiden, hvor også baggrundsmateriale for vurderingen er publiceret.

Baggrund 
Øresundsmotorvejen går på tværs af Amager fra Amagermotorvejen og Centrumforbindelsen i vest til Københavns Lufthavn og Øresundsforbindelsen i øst og er, trods den relativt korte strækning, en af de vigtigste trafikforbindelser i Danmark. 

Internationalt er motorvejen en del af de danske landanlæg til Øresundsforbindelsen mellem København og Malmø, som forbinder den skandinaviske halvø og det europæiske kontinent. Lokalt er Øresundsmotorvejen en vigtig trafikåre for borgere og erhvervsdrivende i dagligdagen samtidig med, at den er en vigtig trafikforbindelse til og fra Københavns Lufthavn i Kastrup. 

En udvidelse af Øresundsmotorvejen undersøges i henhold til aftale om Infrastrukturplan 2035, som et flertal i Folketinget indgik den 28. juni 2021. 

Læs mere på hjemmesiden.

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk