Sommerferietrafikken slog rekord på Storebælt
Næsten halvanden million køretøjer krydsede Storebæltsbroen i juli. Det svarer til godt 47.000 biler i døgnet eller over 30 biler i minuttet.
Dermed overgår sommertrafikken den hidtidige julirekord fra sidste år, hvor 1.382.316 køretøjer krydsede Storebæltsbroen. Det er en stigning på 5,4 procent. Trafikken over Storebælt har generelt været stigende år for år, og for at følge med har Sund & Bælt løbende iværksat nye tiltag for at frigøre mere kapacitet.
På de travleste dage har Sund & Bælt haft ekstra mandskab i betalingsanlægget, hvor personale har stået klar til at hjælpe bilisterne hurtigt gennem kortbanerne.
Samtidig har en ny Storebæltsbillet, der blev lanceret i foråret, været med til at flytte en del af trafikken hurtigere gennem betalingsanlægget. Storebæltsbilletten gør det muligt at købe billetten hjemmefra og benytte ekspresbanerne.
Billetten er først og fremmest rettet mod udenlandske kunder, som ofte ikke benytter Brobizz eller automatisk nummerpladebetaling.
”Vi kan se, at Storebæltsbilletten virker efter hensigten. Den gør det muligt at købe billet til ekspresbanerne på forhånd, og det har især hjulpet mange udenlandske kunder hurtigere gennem anlægget. Sammen med ekstra mandskab på de travleste dage har det bidraget til en mere smidig trafikafvikling hen over sommeren,” siger Jens Villemoes, pressechef i Sund & Bælt.
Alene i juli blev der solgt mere end 21.000 Storebæltsbilletter, hvor tyske kunder stod for den største del af salget.