Færgehavn udbud
Sund & Bælt søger en hovedentreprenør til at opgradere Halsskov Havn og Knudshoved Havn på hver sin side af Storebælt. Opgraderingen skal gøre det muligt at indsætte færger mellem de to havne inden for kort tid, hvis der sker en længerevarende afbrydelse af Storbæltsforbindelsen.
Arbejdet er en del af indsatsen for at styrke beredskabet omkring Danmarks kritiske infrastruktur. Hvis trafikken på Storebæltsforbindelsen bliver afbrudt i længere tid, skal havnene gøre det muligt at indsætte nødfærger, som kan opretholde trafik over Storebælt. Formålet er at sikre forsyningssikkerheden og fremkommeligheden mellem Vest- og Østdanmark.
”Storebæltsforbindelsen har afgørende betydning for mobiliteten og forsyningssikkerheden i Danmark. Derfor er vi også nødt til at have en plan B, hvis broen bliver utilgængelig i en længere periode. Med opgraderingen af de to havne skaber vi muligheden for at indsætte færger, hvis behovet opstår,” siger Frederik Fisker, direktør i Projektudvikling i Sund & Bælt.
Nye kajanlæg og opmarchområder
De to havne har ikke været i brug til færgedrift siden 1998 og kræver en omfattende opgradering, før nutidens færger kan bruge dem. Entreprenøren skal blandt andet uddybe havnebassiner, etablere nye kajanlæg og opmarchområder samt reparere den eksisterende mole. Entreprenøren skal også fjerne eksisterende anlæg, der står i vejen for opgraderingen og brugen af de nye faciliteter.
Udbuddet vedrører ombygningen af havnene og ikke selve færgedriften. A/S Storebælt, der er en del af Sund & Bælt, er bygherre på opgaven.
Ansøgningsfrist den 26. november
Sund & Bælt gennemfører udbuddet som udbud med forhandling. Interesserede virksomheder kan søge om prækvalifikation frem til den 26. november 2026 kl. 10.00. Virksomhederne skal sende deres ansøgning og al kommunikation om udbuddet via udbudssystemet EU-Supply.