S
Trafikken over Storebælt lå i andet kvartal stort set på niveau med samme periode sidste år. Samlet steg trafikken med 0,1 procent.
Den mest markante ændring kom i weekenden 20.-21. juni, hvor trafikken steg med 9,7 procent sammenlignet med samme weekend året før. Stigningen faldt sammen med to koncerter med The Weeknd i Parken og Heartland Festival på Sydfyn.
"Trafikken over Storebælt har været som forventet i 2. kvartal, men store arrangementer kan give mærkbare udsving. Det så vi blandt andet sidste år under Ed Sheerans koncerter, som samlede næsten 100.000 mennesker fra hele landet, og det samme gør sig gældende, når store begivenheder falder sammen," siger Jens Villemoes, pressechef i Sund & Bælt.
I løbet af 2. kvartal har det daglige trafiktal på Storebæltsbroen ligget mellem 36.000 og 46.000 køretøjer i døgnet. Lastbiltrafikken var svagt stigende, mens bustrafikken fortsat lå under niveauet fra sidste år.
Om Sund & Bælt
Sund & Bælt skaber varige forbindelser og stærkere mobilitet. Med faglig ekspertise og erfaring fra komplekse infrastrukturprojekter udvikler og driver vi fremtidssikrede løsninger, der gør afstande kortere, styrker sammenhængskraften i Danmark og bringer os tættere på Europa.